FUNEBARIUM – en udstilling om døden
En udstilling om døden i Bispebjerg kirkegårds urnehal.
Kom til aftenåbent i den midlertidige udstilling FUNEBARIUM - et rum for refleksion og samtale om døden og dens mange facetter. Udstillingen tager på en ligefrem og poetisk måde fat i både de store og små spørgsmål, der rejser sig når vi mister eller selv skal herfra.
Her kan man høre om alt fra etik og værdighed til dødens kulturhistorie, man kan mindes, dem, man selv har mistet og man kan (hvis man har mod på det) selv prøve at ligge i en kiste.
Centralt for udstillingen står samtalen og det, at kunne tale om døden, som et redskab til bedre at kunne leve med den.