Dag og nat. Lys og skygger. Natur og maskiner. Kontrasterne flytter ind i Kbhs nyåbnede kulturhus BRØK.
Med computere, synths og hjemmelavede maskiner byder kunstnerne Bo Thorning, Anders Børup og Andreas Wetterberg på en interaktiv elektronisk plantekoncert, som udvikler sig over hele aftenen. Elektroder forbundet til den voksende samling af planter omdanner berøring på blade og grene til lyd. Lydlandskaber, rolig natur og mekaniske beats mødes i et kontemplativt sanseunivers.
På værkstedsloftet tænder lokale kunstnere UV-lampen til en workshop i den gamle fotografiske teknik cyanotopi. Lysfølsom emulsion eksponeres for kunstigt UV-lys og plantedele fremkaldes i klare blå nuancer.
Inde og ude skaber lysdesignerne ULLO sprækker af lys.