I mere end 30 år har Foreningen Kulturnatten én gang om året skabt en magisk aften, hvor byen åbner sig og byder indenfor til en livfuld verden af uendelige og enestående oplevelser. En aften, hvor gaderne reflekteres af lys og liv og glade stemmer og inviterer til at tage på eventyr i nye bydele eller søge de skjulte skatte, der gemmer sig i hjertet af dit eget kvarter. Når efterårsmørket sænker sig over København, åbner Kulturnatten nye perspektiver fra toppen af byens tårne eller under jorden i hemmelige gange og udgravninger. Med leg, læring og fordybelse inviteres alle til at dykke ned i vores fælles fortid, nutid og fremtid, og til at opleve og fejre kulturens mangfoldighed og glæden ved at dele den med hinanden.
Den 15. oktober 1993 så den første Kulturnat dagens lys. Programmet havde dengang 45 deltagende institutioner. Siden da er Kulturnatten vokset til en af Københavns mest afholdte og velbesøgte kulturbegivenheder, antallet af besøgende er mangedoblet og omkring 250 kreative arrangører står hvert år klar til at skabe helt særlige oplevelser for alle gæster.
Gennem alle årene har den oprindelige idé bag Kulturnatten holdt sig intakt: Kulturnattens formål er at skabe byens største endagsbegivenhed, der fredagen inden skolernes efterårsferie giver børn og voksne mulighed for at indtage og opleve byen gennem en perlerække af ekstraordinære kulturarrangementer. Det eneste, de nysgerrige behøver, er et Kulturpas, her er transporten inkluderet, og der er nu fri adgang til det væld af oplevelser, der strækker sig fra indre by til Valby, Brønshøj, Husum, Vanløse, Frederiksberg, Østerbro, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest, Islands Brygge, Amagerbro og Christianshavn og kun kan opleves denne ene aften.
Kulturnatten er en ikke-kommerciel begivenhed, modtager ingen tilskud og holder sig prismæssigt på et leje, hvor alle gerne skulle kunne være med. Det er Foreningen Kulturnatten der tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, mens de enkelte arrangementer varetages af de deltagende kulturinstitutioner. Hvert år åbner museer, teatre, biblioteker, rådhuse, kirker, ministerier, kulturhuse og læreanstalter dørene til aktuelle og underholdende oplevelser for alle, og med 250 arrangører fordelt over hele byen er der garanti for, at man altid kan opleve noget nyt og begejstres over, hvor bredt byen og dets kulturliv favner.
I 2019 fik Kulturnatten en lillesøster i form af Den Lille Kulturnat. Idéen er den samme som med Kulturnatten; et Kulturpas giver fri adgang til et væld af sjove, spændende og lærerige arrangementer i København og på Frederiksberg, men til Den Lille Kulturnat er arrangementerne udelukkende for børn og finder sted i et tidsrum, der passer dem. Den Lille Kulturnat finder sted i marts og henvender sig til børn op til 12 år i følgeskab med deres voksne.
På Den Lille Kulturnat er fordybelsen holdt i børneperspektiv. Her er fantasien og legen tænkt med i oplevelsen hos byens kulturinstitutioner, og rammerne sat for at alle børn kan være med, hvad end man er til fart og spænding, klippe og klistre, glimmer og kongekroner, naturens mysterier, eventyr og skattejagt eller bare gerne vil prøve det hele.
Den Lille Kulturnat udspringer af Kulturnatten, hvor der hvert år er stor efterspørgsel på arrangementer for børn. Det gav idéen til at skabe børnenes helt egen Kulturnat, hvor byen åbner sig op helt på børnenes præmisser, når foråret er på vej, og alle trænger til at komme ud og mærke lyset vende tilbage. Målet og drømmen er, at Den Lille Kulturnat gennem de næste mange år vil blive en lige så elsket og traditionsbunden begivenhed i København og på Frederiksberg, som Kulturnatten i oktober har været det længe.